Efterhånden som de sidste faser af den afrikanske kvalifikation til FIFA Verdensmesterskaberne 2026 udspiller sig over de næste seks uger, bliver kontinentets stigende tillid til hjemmeudviklede trænertalenter stadig mere tydelig. I øjeblikket fører 24 af Afrikas 53 nationale hold afrikanske trænere, en tendens, der afspejler en væsentlig skift i fodbestyrelse på kontinentet.
Denne nye bølge af tillid til lokal ekspertise er særligt bemærkelsesværdig, da afrikanske nationer nu prioriterer trænere fra kontinentet, selv når de ser ud over deres egne grænser. Fremtrædende eksempler omfatter den maliske træner Eric Chelle i Nigeria og den sydafrikanske Benni McCarthy, der har ansvaret for Kenya. Libyen gav et dristigt signal ved at udpege den tidligere senegalesiske træner Aliou Cissé, hvilket ifølge rapporter er det næstbedste løn for en afrikansk træner i historien.
Det afgørende punkt for den afrikanske trænerkarriere kom med Algeriens sejr over Senegal i finalen til Afrikansk Mesterskab 2019, hvor begge hold blev ledet af legendariske hjemmeudviklede trænere. Denne succes, efterfulgt af sejre fra Cissé og Ivory Coasts Emerse Fae i efterfølgende turneringer, har vist, at afrikanske trænere kan levere på det højeste niveau.
2022 VM var et milepæl, da alle fem afrikanske hold i turneringen blev ledet af indfødte trænere – hver især sikrede mindst én sejr. Marokkos fremragende præstation indtil semifinalen under Walid Regragui var særligt inspirerende, hvilket viste, at afrikanske trænere kan konkurrere med de bedste i verden.
Selvom debatten om afrikanske versus udenlandske trænere er vedvarende, er konsensus nu, at afrikanske trænere udvikler sig hurtigt. Confederation of African Football (CAF) og FIFA's investering i træningsprogrammer har hævet standarderne, hvor kvalitet og kompetence nu er de primære overvejelser i stedet for nationalitet.
Afrikanske trænere bringer unikke fordele, herunder en dybere kulturel forståelse, større motivation og ofte mere omkostningseffektive løsninger. Men de står også over for intens pres for at levere resultater. De kommende VM-kvalifikationskampe vil være en kritisk test, hvor nationer som Egypten, under den legendariske angriber Hossam Hassan, fører an.
Ikke alle udnævnelser har været succesfulde. Senegals beslutning om at erstatte Cissé med assistent Pape Thiaw faldt sammen med en formsvag periode, mens Libyens højtprofilerede underskrivelse af Cissé endnu ikke har givet konstante resultater. Kenyams McCarthy har vundet ros for sin angrebsorienterede tilgang, men står over for en svær kamp for at kvalificere sig.
Efterhånden som de sidste kampe nærmer sig, vil disse afrikanske træneres præstationer afgøre ikke kun deres nations VM-hoffer, men også fremtiden for træning på kontinentet. Succes kan cementere deres plads på det højeste niveau, mens fiasko kan føre til en tilbagevenden til udenlandske udnævnelser.