Det er blevet kaldt det største sportsbegivenhed i historien, en moderne eventyrfortælling, der stadig føles for dramatisk til at være sand. Historien om ’Rumble in the Jungle’ er mere end en boksekamp; det er en legende, der er smedet i varmen og fugtigheden i Kinshasa, Zaire, i 1974. Plottet var rent teater: en tilsyneladende uovervindelig mester, George Foreman, lokket til et fjernt land af en diktators formue, for at møde en karismatisk og elsket tidligere konge, Muhammad Ali, på en mission om at genvinde sit stjålne kronetron.
Kampen var planlagt af promoter Don King, hvis vilde hår og dristige plan – en starttid kl. 4 om morgenen i en by få havde hørt om – i første omgang fremkaldte latter fra journalister som Colin Hart. Alligevel, måneder senere, så Hart og resten af verden, som det utrolige unfolded.
I det ene hjørne stod George Foreman, en frygtindgydende og ubedøvet tungvægtermester. Han så kampen som en velgørenhedshandling for en “bankruttet” Ali, og forudså selvsikkert en hurtig sejr. “Jeg vil bare slå ham ned på jorden,” sagde han, hvilket afspejlede en skræmmende selvtillid. Hans bror, Roy Foreman, huskede George som en “terrorist” i sin ungdom, en mand, der bar en ægte ondskabsfuldhed ind i ringen. Foreman selv indrømmede, at han var blevet grum og ensom som mester, og hadede sporten, men udmærkede sig gennem ren, brutal kraft.
I det andet hjørne var Muhammad Ali, folkets mester. Mens Foreman blev betragtet som en outsider, forbundt med det zaireanske folk, gik Ali imellem dem og omfavnede deres støtte. Hans selvtillid var ikke bare praleri; det var strategisk. Han vandt det psykologiske slag tidligt, og forvirrede Foreman under en pressekonference i New York. Hans team, ledet af Gene Kilroy, studerede omhyggeligt Forestams kampe og identificerede en kritisk svaghed: udholdenhed. “Big George er ved at løbe tør for brændstof,” forudsagde Ali, “og der er ingen tankstationer herude!”
På kampnatten, mod alle odds og de fleste eksperters forudsigelser, afslørede Ali en mesterlig, farlig strategi. I stedet for at danse, lænede han sig tilbage mod ringburet, og brugte den nu berømte ‘rope-a-dope’. Han lod Foreman slå sig ud af fatning.
Vendepunktet kom midt i kampen. Efter at have absorberet et rungende slag, lænede Ali sig ind og hviskede: “Det er alt, du har, George?!”. Foreman blev chokeret. Jægeren var blevet jaget. “Jeg vidste, der ville komme problemer, da,” indrømmede Foreman senere. Inden for de senere omgange var hans kraft forsvundet, hans slag mistede deres sting, mens Ali svarede med præcision.
I den ottende runde, udløste Ali en sidste, afgørende kombination, der sendte den udmattede mester ud på lærredet. I et tegn på dyb sportsmandskab nægtede han at ramme Foreman, da han faldt.
Efterspillet var en studie i kontraster. Alis omklædningsrum brød ud i fejring, mens Forestams var et øde rum af nederlag, beboet kun af ham, en træner og hans hund. Det tog Foreman ti år at komme sig over tabet, ikke af pengene, men af hans stolthed.
Timer efter kampen, da solen stod op over Zaire-floden, blev Ali fundet, der stirrede ned i vandet, og absorberede omfanget af hans sejr. Han vendte sig mod de få tilstedeværende journalister og sagde: "I falder aldrig for at forstå, hvor meget det betyder for mig." I det øjeblik var han ikke kun tungvægtermesteren; han var virkelig kongen af verden igen."